Med sjældne mellemrum sker det, at noget nyt er så indlysende godt og knivskarpt tænkt, at det får mig til at udbryde “SELVFØLGELIG!” af ren nørdet begejstring og respekt - blandet med forundring over, at det ikke har set dagens lys før. Det sker, men det er sjældent. Ecoenvelopes er en af den slags sjældne, glædelige eksempler. 

Tænk et øjeblik over hvor mange returkonvolutter vi modtager i løbet af et år selv i disse digitale tider, hvor stadig mere udveksling foregår via nettet. Jeg får selv ind til flere fra bl.a. banken og forsikringsselskabet, men lægger knap mærke til de vedlagte konvolutter, fordi de enten ryger ud eller blot returneres med indhold i et snuptag for ikke at havne i bunken. Og det er netop essensen i ecoenvelopes. For begge handlinger bruger enorme mængder papir. 81 mill. returkonvolutter sendes ud bare i USA på årsbasis, og det tal kan fordobles, eftersom de er vedlagt i en anden konvolut.

Ecoenvelopes er den enkle idé, at konvolut og returkonvolut er én og samme. Dvs. i stedet for at vedlægge en ekstra konvolut, er ecoenvelopes designet til at kunne returneres, hvis det er relevant for modtageren.

Hatten af for kvinden bag. Virkelig godt set! Det er et kerneeksempel på innovation, når det er allermest eksemplarisk på mange parametre. Det er det fordi:

1. Produktet tager afsæt i et faktisk behov. Vi har (stadig) behov for at modtage og returnere fysiske breve. Fx. hvis det er brug for en underskrift i et dokument.

2. Produktet er simpelt for alle at benytte. Det kræver ingen sælige forudsætninger hos modtager – eller afsender for den sags skyld - at bruge konvolutten. Selvom det givetvist vil betyde justeret procedure hos særligt afsenderen, virker det umiddelbart ikke som en omfattende ændring i adfærd. Måske sparer det endda tid ved afsendelse? 

3. Produktet tilfører en merværdi til en eksisterende handling. Ved at bruge konvolutten kan alle parter udvise omhu og tage stilling til den verden, vi lever i.   

4. Produktet er gangbart på tværs af landegrænser. Det kræver ikke en masse versioneringer, for at konceptet kan bruges i hele den brevsendende verden. Og hvad angår volumen, har det et massivt potentiale. 

5. Produktet er bæredygtigt og modarbejder unødvendigt forbrug og spild. Udover besparet papir, så er der på ecoenvelopes hjemmeside en “EcoAudit”, som viser, hvad der kan spares ved at genbruge den samme konvolut.  

Og ja, jeg har skrevet til dem for at få den til Danmark. Men vi må vente lidt endnu. Men hvis nogen af de store brugere af returkonvolutter viser interesse, så kan det måske gå hurtigt.

I takt med at den private husholdnings beholdning af elektronisk og teknisk udstyr af alskens art er eksploderet, er der ifølge en ny undersøgelse kun én person i hver fjerde europæiske hjem, som forstår og formår at betjene alt udstyret.

Jeg tror bare ikke på det.

Jeg tror, det er gældende for langt flere hjem, og jeg tror, der er en væsentlig andel, hvor INGEN i husstanden forstår, formår at betjene og af samme grund bruger, alle de egenskaber, finesser og smarte finurligheder moderne teknologi og elektroniske “gadgets”er udstyret med i dag. Undersøgelsen har kun spurgt til udstyr med fjernbetjening. Uden at jeg kender undersøgelsen mere end i overskrifter, er det metodisk også værd at overveje:

1. Svarer alle helt ærligt på spørgsmål om egen tekniske formåen?

2. Hvis man ikke ved, hvad ens udstyr kan, ved man jo heller ikke, om man egentlig bruger det fuldt ud, og hvad svarer man så? 

3. Giver 1 + 2 en større andel end de 25 pct., som undersøgelsen er nået frem til?

Tag bare et digital kamera. Det kan tydeligvis utrolig mange ting. Men hvor mange af dem bruger vi, eller finder vi overhovedet frem til? 

Min egen personlige track record ud i begrænset eller usikker anvendelse af tekniske “gadgets”, som jeg godt ved, kan en hel masse smart og meget anvendeligt, men som jeg bare synes er meget svært og alt for langsommeligt at finde frem til – endsige forstå, er lang.    

I min familie har det altid været min mor, som fik ansvaret for at indstille det smarte B&O anlæg til dæmpet radiovækning om morgenen, sætte sig ind i nye opvaske- og vaskemaskiner, forsøge at betjene de to eller tre fjernbetjeninger (noget med fx. at skifte mellem kabel og almindelig tv… tror jeg nok), som alle skulle bruges til at se tv eller videofilm eller optage. Noget gik ok, andet fik familien aldrig rigtig styr på og lagde grunden til en del diskussioner, indtil min lillebror blev så stor, at han begyndte at interessere sig for dem slags. Efter han flyttede hjemmefra for nogle år siden, er de to hjemmeboende forældre så ofte på herrens mark.

Det er en pine at være vidne til. Og de er hverken smartere eller langsommere end flertallet. Men de står bare af, og det er så utroligt, at det ikke kan gøres nemmere. Det skal gøres lettere. Og så er vi slet ikke kommet til computeren, hvor alt hvad der ligger udenfor den almindelige, daglige brug, er fremmed og meget utrygt land.

Hver fjerde er alt for få. Og alt, alt for mange!  

Jeg er helt vild med det her foto fra dr.dk af Basim og en fan, efter at han blev stemt ud.

Det udtrykker nemlig så klart, hvad X factor gør ved de af os, der har udviklet et blødt hjerte for showet og i særdeleshed for nogen af deltagerne: Det får os til at føle en hel masse. Det er stort. Rigtig stort. Også hjemme foran tv´et skyder jeg på. Særligt mens der stadig var spændingen omkring flere deltagere (og masser af dommerkritik og -uenighed), og det ikke kun handlede om, hvem der reelt set sang bedst, men også var et spørgsmål om indlevelse, personligheder, tilfældigheder i forhold til sangvalg og den rejse, de hver især var på. Efter feltet snævrede meget ind, har det ikke længere været et spørgsmål om talent, for det har hørbart været tilstede.

Det er stort at følge nogle mennesker gennemføre så intenst og krævende et forløb, som det helt givet må være for amatører uge efter uge at skulle indøve nye sange, performe live for 2. mill. seere, granskes i medierne, nå at sætte turbo på drømmene og samtidig modtage en klokkeren dom af både dommere og seere upfront i prime time.

Det er stort at være vidne til så forskellige mennesker udvikle sig på skærmen og leve sig ind i deres rejse og ane deres følelser. Og føle med dem. Uden at det vel at mærke bliver følelsesporno. Vi aner dem bare, deltagernes følelser, for de er bemærkelsesværdigt afdæmpede. De ekspliciteres ikke. Så hvis vi mærker en hel masse, må det ske i os selv.

Det er stort at opleve den ros, deltagerne får af dommerne. Særligt rosen gør noget følelsesmæssigt. Kritikken er på en eller anden måde mindre vigtig. Den er sværere at leve sig ind i. Men rosen påvirker. Og her er måske en af grundene til, at vi elsker X factor. Det er stort at opleve og være vidne til at andre mennesker få ros. Dommerne har også været gode til at rose individuelt og meget forskelligt, så det kan mærkes, og så vi tror på det, selv når vi er uenige med dem.

Måske roser vi bare hinanden og os selv alt, alt for sjældent. Selv når det er berettiget. På den oprigtige måde. Og hvis X factor kan minde os om dét, så er det for alvor stort.